Hallo! Det skulle være pandekagefladt her på Donauradweg i Østrig!!? Hvorfor skulle vi så absolut forcere Linzs vildeste, stejleste og længste bakke?!

Jo: Vi må bare konkludere, at fejltagelser oftest (altid!?) begås på baggrund af et ikke-gennemresearchet  beslutningsgrundlag! Det må være læren fra den 16. maj!

Hvad dét handler om, vender vi tilbage til. Men sådan så Line ud, da hun fandt ud af, at alle anstrengelserne havde været nytteløse.

Men først skal I lige møde ham her: Konrad (manden i den orange trøje nedenfor). Han var cykelleder for en gruppe ældre cyklister, der var på vej mod Wien. Vi blev intet mindre end omringet af denne gruppe cykelentusiaster, der var på deres 10. cykeltur med Konrad (fremgik det af Konrads t-shirt!).

Han synes, vores cykel var så toll, at han nærmest hoppede af sin egen cykel i farten for at tale med os. Og da han hørte om børnenes bedrifter og vores planer om at nå helt til Budapest (på denne – efter hans opfattelse – vanvittigt morsomme cykel) råbte han historien videre til de andre i gruppen. Efter at have fået flere detaljer (som også meget entusiastisk blev videreformidlet) hev han sin pung frem og stak børnene en 5 euro seddel “für Eis!!!”.  

“Gute fart. Gute Rad. Kein platte!“, råbte han derefter og drønede videre med sin gruppe. Et motto, der iøvrigt også var påtrykt hans t-shirt!

Efter mødet med Konrad sad smilet længe på vores læber. Måske var dette én af årsagerne til, at vi senere klarede Dødsbakken?!

Intetanende om hvad der ventede os, ankom vi til Linz! 

Vejret var godt, vi var lidt småsvedige efter at have givet den ekstra gas de sidste kilometer, men vi så frem til et bad og en nat indendøre. Så pyt.

Dagsplanen var oprindeligt en kort og ikke-kuperet cykeldag på 27 km til Ottenheim. Men da vi ankom dertil først på eftermiddagen, besluttede vi at fortsætte helt til Linz.

Campingpladsen ved Linz lå imidlertid langt fra centrum, så fra Ottenheim havde vi ringet til et par pensionater. Det lykkedes at få et ekstraordinært billigt dobbeltværelse på Hotel Wienerwald. Det lå godt nok ikke helt centralt – men på en lørdag og med så kort frist – og til den pris – slog vi til. (Og det var hér den helt håbløse beslutning blev truffet..)

Efter photo shoot på pladsen i Linz var vi klar til at finde Wienerwald.

Cykelruten, vi følger, er har særlige “bakkepile” på kortet. De indikerer stejlere stigninger på ruten. Men Wienerwald lå jo ikke ligefrem på ruten, og vores bykort over Linz havde ikke højdekurver. What a shame!

Knapt var vi drejet væk fra den store plads, før det begyndte at gå op ad. Vi gav den gas. Ville jo gerne frem lidt hurtigt. (Til en is!) Hmmm bakken fortsatte og fortsatte. Voldsom stejl var den ikke (endnu!) – men laaaang.

Efter et godt stykke genovervejede vi situationen. Talte med et østrigsk par, der bekræftede, at vi var på rette spor. “Fortsæt bare gerade aus…. Det bliver godtnok lidt smalt….og noget stejlt”, sagde de…med et lidt tvivlende ansigtsudtryk. Og det fik de ret i!

Dér burde vi nok ha’ genovervejet igen, men vi fortsatte. Og hvilken bakke! Minimum 30% stigning og over 1 km lang. Her taler vi om en stigning, hvor selv Lance Armstrong med epo og uden bagage ville få sved på panden! Selv Gustav måtte give fortabt. Alma, der var forvist fra ladet, skubbede bagpå hans cykel. Line gav fortabt med ladcyklen (trods max batteri). Men med fælles hjælp (jf. moralen vi præsenterede under indlægget om de fire luksusting) og efter en del spændte muskler og sveddråber ankom vi til destionationen. (Og kors – det viste sig at være det højeste punkt i hele Linz. Og ikke nok med det, det var en anden vej dertil, som ikke var nær så stejl!)

Triptælleren havde rundet 45 km. Den længste dagsdistance hidtil.

Men men men. Det var først hér, slaget ramte os. Vi troede nemlig, vi var i mål (og mundvandet var begyndt at løbe i vand efter isen), men da Jens og børnene kom retur efter det, der skulle ha været indtjek – var mundvigene vendt nedad.

Vi er ellers ikke sarte, men et total tilrøget værelse (tilmed på en bagtrappe og halvnusset) var alligevel for meget. Røgen gjorde udfaldet – no go!

Så var gode råd dyre!

Men for at gøre denne – efterhånden meget lange – historie kort:

Vi holdt fanen højt – og uanset hvorhen vi skulle cykle, ville det jo gå nedad. Heldet ramte os i form af et ledigt værelse på Linz HI hostel.

What a day! Den aften undede vi os selv et glas hvidvin  – og ungerne fik hele to kugler is efter maden.