Denne vej – med helt ny sort asfalt af den gode glatte slags – åbenbarede sig uventet for os i går.

Vi havde forberedt os på en cykeldag med bl.a. 13 km på grus og 8 km på landevej uden cykelsti – altså en af de ikke helt optimale strækninger. Havde for en dags tid forladt Ungarn for at køre påden slovakiske side mellem mellem Komárno og Esztergom, da ruten på den ungarnske side var endnu værre mellem de to byer. 

Netop da vi skulle ind på den første lange grusstrækning på en dæmning langs floden, mødte vi dette skilt:

 

På slovakisk måske, men vi forstod budskabet: EU-støttet cykelsti færdiggjort d. 30. april 2015 (dvs mens vi allerede hjulede derudaf). Hvor heldig kan man være? (Ja tak til EU igen… Uden dette skal begynde at ligne en pro-EU blog selvfølgelig).

Donau Radweg er en del af den internationale cykelrute Eurovelo 6, der går helt fra Atlanterhavet til Sortehavet.

Og der er arbejdet meget med at forbedre skiltning og udvikle stien de seneste år, hvilket strækningen gennem Ungarn bl.a. også har været et tydeligt eksempel på. Her har vi set mange nyere skilte (altså også nogle, der ikke var gennemhullede) og mange fine nyopførte cykelrastepladser. 

F.eks. som denne. We like! Perfekt i både regnvejr og sol, når frokost skal indtages. 

Ja den vigtige frokost – det bringer os videre til et par ord om dét emne. 

Frokost

Vi har været heldige at finde køleskab på to campingpladser den seneste uge. Sikken luksus! Så kan man handle lidt anderledes og få nedfrosset drikkedunkene. 

Og lige netop nu, hvor teltet ikke længere fungerer som køleskab om natten, som på første del af turen, har det været meget belejliget!

Mens vi stod med hovedet inde i et af disse sjældne køleskabe blev vi forundret spurgt af et par campister (læs: campingvogns-campister), hvad vi dog spiser, når vi ikke har køleskab med (tydeligt underforstået: “Det går da slet slet ikke!”)

Jo såmen: Frokost ser f.eks sådan ud:

(Og det er ikke tilfældigt, at en stor bøttte mayo er centralt placeret på billedet. Vi spiser mayo med sådan en hast, at køleskab faktisk er helt unødvendigt).

Eller sådan:

Og så er der jo også denne her: Den legendariske snackpose. 

 

Snack-posen: Altid fyldt med nødder.

Den hives frem fra styrtasken, når vi har cyklet de første 10 km. Og vi behøver ikke være nervøse for at glemme det, for Alma hugger resolut bremserne i samtidig med, at hun med bestemt stemme beordrer “snackpause” – præcis når hendes triptæller står på 10,00 km.

Derefter kører vi normalt 8-15 km mere, inden der er frokost.

Langs Rhinen og på første del af Donau, hvor der var kuperet, nåede triptælleren sjældent over 16-17 km før frokost. Men nu, hvor ruten er flad, kører vi ofte 20-25 km før frokost.

Til sidst lige et par fotos fra i går:

Fik dyppet tæerne i Donau, der var overraskende lun.

Endnu en af de eksotiske fugle…

Og lidt udfordringer: Her stoppede cykelstien sådan bare uden videre! Ser I cyklen yderst til højre?

Vi fandt en alternativ vej…

I nat boede vi en privat mands have i Muzla.

Han havde forstået at gøre turismen til en levevej i sin pensionisttilværelse. Huset rummede ud over privatbeboelse to ferielejligheder, og haven var indrettet med pavilioner, liggestole og hyggelige kroge. Der var minipool, trampolin, gynger og jordbær. Og wi-fi og strøm i haven. Og smart, som han var, havde han opsat skilte med pile og “bike stop” fra cykelruten hen til huset.

Sandra House – som stedet hed – holder kun åbent sommeren.

Resten af året cruiser han og konen Europa rundt i autocamperen. Lyder ikke helt tosset, vel? Karriereskift overvejes allerede!