Regnvejret indhentede os i Ulm, og vi måtte forlade byen i regntøj fra top til tå.

Åh regnfutter! Genialt!

Ly kan man finde mange steder….

Det blev en kølig cykeldag – og nok derfor rundede triptælleren 21 km, inden der blev gjort klar til frokost. Det er ligesom ikke så hyggeligt at sætte sig i grøftekantens våde græs i 8 graders varme og med store regndråber væltende ned. Vi fandt i stedet ly i et tennisklubhus, hvor vi talte med en rigtig venlig ældre mand, der gik og malede. Vi er i det hele taget faldet i snak med utrolig mange forskellige lokale på ruten. 

Heldigvis er cykelruten godt skiltet, så det er sjældent svært at finde vej… Ja alle veje fører åbenbart til Rom:

I en skov fik vi næsten hjemve, da vi fandt skovbunden dækket af disse:

Ramsløg…. Mon de også blomstrer i Riis Skov nu?

En anden bemærkelsesværdig og overraskende ting fra de seneste par dage var resterne af et 2000 år gammelt romersk tempel, som vi stødte på i en lille landsby (Faimingen). Gemt af vejen mellem et par huse på en tilfældig stikvej.

  

Om denne situation også er bemærkelsesværdig, lader vi andre bedømme:

Men forruden skal vel vaskes…. Så hvorfor skulede de andre bilister på tanken mon sådan?

Og nå ja. Heldige har vi også været:

Ud over regnfutterne kom vores vinterhandsker også i brug på regnvejrsdagen mellem Ulm og Günzburg. Regnen stoppede undervejs, og vi tog handskerne af ved sidste pause fem km før dagens destination.

Da vi kom frem opdagede vi, at den ene af Almas handsker manglede. Hun havde siddet i ladet det sidste stykke, så den var formentlig tabt undetvejs. Øv. På det tidspunkt stod triptælleren på 38 km, og ingen orkede at lede efter handsken. Men heldet indhentede os: Dagen efter cyklede Jens tilbage af samme rute for at handle…..

….Og se hvilket syn, der mødte ham:

(Foto vender forkert – det retter vi op på senere….)

En lille pige blev meget glad, da far – og handsken – kom retur til teltet.