Fredag d. 1 maj stod vi ansigt til ansigt med vores fjende nr. 1: Heldagsregn!

Dagen forinden var vi kun lige krøbet i soveposerne, da himlens sluser åbnede sig. Vejrudsigten havde meldt regn, regn og regn – i 1 1/2 døgn.

Familiens mandlige overhoved (en position, der nu bliver taget op til genovervejelse i Familierådet) må ha’ haft et hemmeligt ønske om at få udskildt fårene fra bukkene, for han mente, vi sagtens kunne klare en lille cykeldag i lidt regn.

Og pyt da med, at der var 41 km til næste overnatningsmulighed. Også pyt med, at ruten mellem Dillingen og Donauwörth, som vi skulle tilbagelægge, gik gennem åbne landskaber uden byer, træer eller andre muligheder for at søge varme og ly. Og pyt med, at det var 1. maj, hvor det meste er lukket.

Så var rammen sat. Testen blev skudt igang!

 

For at starte med slutningen: Vi klarede det! Alle 41 km og ingen får blev udskildt undervejs.

Men før vi nåede dagens destination (vandrehjem i Donauwörth – en nat indendørs – så meget havde vi andre trods alt fået trumfet igennem) skulle vi – som i et ægte eventyr – gå grueligt meget (vand) igennem.

Men overraskende nok bød dagen også på turens hidtil største kulturoplevelse! Mere om det senere.

Tilbage til udgangspunktet: Vi lagde ud fra Dillingen i fuldt regntøjsudstyr (inkl. det, der aldrig ville gå an i storbyen: Regnjakkehætterne under cykelhjelme! Men alle kneb gælder, hvis man skal holde sig tør).

Efter de første 10 km var alles handsker gennemblødte. Uf! Med kolde fingre og 31 km endnu var det ikke lige lykken. Heldigvis ingen piv fra børnene. Det første stykke havde været på grus, der grundet regnen var blevet til grødet klister, så vi havde kun holdt en fart på 9 km/t.

Alma, der ellers havde fint humør og gode cykelben, blev af forældrene beordret op i vognen. Tempoet måtte op.

10 km senere stadig regn…passerede to ødebeliggende kroer. Begge lukkede. Ellers intet. End ikke et busskur. Stadig regn. Handskerne kunne nu vrides.

Yderligere 10 km. Stadig regn. Frokostpausen blev aflyst – nu gjalt det overlevelse! Fremad fremad.

Men så – ud af det blå – på en øde vej 10 km til nærmeste by – dukkede ikke mindre end en kæmpe Biergarten op.

Og her taler vi ikke om en lille terasse med et enkelt fadølsanlæg, men en af de helt store serveringssteder. Hvilket lykketræf!

Vi blev tilmed opfordret til at tage cyklerne med indenfor. Og her var ikke bare tørt. Det var som i en sauna. Gigantiske varmekanoner kørte for fuld udblæsning for at varme de mange hundrede kvadratmeter op.

Lige et sted for os! Vi blev tre timer!  Fik varm mad, kaffe, en is, spillede kort – og gik i pendulfart hen til varmekanonen for at vende handsker, der lå til tørre.

Og oplevelsen kulminerede, da Duo Starlight (iført lederhosen!) gik på scenen.

Alle de ældre (85+) øldrikkende gæster sprang op, da keybordet blev tændt, og dansegulvet blev fyldt på 25 sekunder – og så var der ellers Tanz und Musik. Børnene var målløse, og vi havde en længere diskussion om, hvorvidt det mon var vinderen af tysk X-faktor, der stod på scenen.

Svært var det at løsrive sig. Men vi måtte jo videre.

De sidste 11 km gik snapt efter den store kulturoplevelse – og vi tjekkede ind på vandrehjemmet 17.30.

Den aften var vi meget glade for ikke at skulle tilbringe natten i teltet, da det jo om morgenen var blevet pakket drivvådt sammen i regnvejr. Da vi tog det ud af pakposen i vandrehjemmets kælder, væltede to liter vand, syv snegle og en del vådt græs med ud!!

 

Op på en tørresnor med teltet, lidt gulvvask og så bare på hovedet i seng.

Se det var den cykeldag.

Replik: Ud over den skønne biergarten, som scorer 10 af 10 point for varmekanon og underholdning, må dagens thumbs up gives til Ortlieb. Alle cykeltasker og pakposer holdt tæt og alt tøj og soveposer ect. var tørt ved ankomst til vandrehjemmet. Deutsche qualität!!!!