Rekordernes dage!

To længere cykeldage på hver 50 km bragte os til det sidste stykke Wien. To dage, hvor der blev sat et par seje rekorder og passeret et par flotte milepæle.

Herudover har vi haft et par andre store opture – og nedture de sidste to dage. Mere om dem senere; rekorder og milepæle først.

Den første milepæl blev passeret i går, 24/5, mellem Krems og Tulln. Se Gustavs triptæller!

Det magiske fireciffetede tal nåede vi en rigtig våd cykeldag, som bød på sileregn hele dagen. Vi var ret vrede på yr.no, som ellers har leveret ret så pålidelige vejrudsigter turen igennem. Varslet havde lydt på småregn frem til 11-tiden, derefter tørt og overskyet. En ok vejrudsigt, og vi begav os afsted. Men men men småregnen fortsatte med at sile ned hele dagen.

Det til trods hev vi to rekorder i hus samme dag. Først rekord på gennemsnitshastighed (14,00 km/t), meget tilfredsstillende eftersom det skete samtidig med at vi satte en dagsdistancerekord (50 km) – i regnvejr.

Vi havde håbet på en telt-nat, men efter svigtet fra yr.no, valgte vi at tjekke ind på vandrehjemmet i Tulln.

Næste morgen bedyrede Alma, at hun ville slå sin dagsdistancerekord, der hidtil har lydt på 28 km. Og viljestærk det er hun bare, når set gælder mål, hun selv har sat. Ikke noget med lige at snige sig over – næ hun cyklede en maratondistance på næsten 42 km!


Cool nok, når man kun er seks år!

Tidligere samme dag havde hun i øvrigt også rundet en flot milepæl:

We are the heroes of our time“, sang den hotte svensker i lørdags og røg helt til tops i Eurovision. Ungerne nynner allerede med på omkvædet – og vi synes egentlig, de er helt berettigede til dét. 

Efter de to milepæls- og rekorddage diskede forældrene op med et par gigantis!



Opture

Så retur til et par andre opture fra de seneste dage.

Den første gælder vejret: Fru Sol vendte nemlig tilbage i dag! Og med sig havde hun vores anden ven: Hr. Medvind. Fantastisk gensyn med de to efter en del dage med ustabilt vejr, regn, byger og kulde.

Vi sprang derfor storsmilende op på cyklerne. Hold da op, hvor alting bare er sjovere og dejligere i godt vejr!

Udendørs frokost eksempelvis….

Den anden optur hænger sammen med den første: Med bedre vejr følger nemlig “Retur til teltlivet”! Vi var lige ved at råbe højt hurra, da vi slog teltet op her i eftermiddags!

Begejstringen ville ingen ende tage….. Lige indtil Jens med voldsomme fagter, og store rynker i panden råbte “NEEEEJ FOR H…..” (her censurerer vi resten). Hvad, der fik ham til at råbe, vender vi tilbage til, da det slet ikke hører hjemme under overskriften “Opture”.

Først den sidste optur: Denne her tingest:

Nogen husker måske vores klagesang over de frygtelige semmels, som forfølger os til morgenmad, når vi overnatter indendørs (hvis ikke – så gense evt. klagesangen under indlægget om forfølgesvanvid).

Klagesangen var tilsyneladende blevet hørt, for straks derefter fandt vi nemlig  dimsen på både vandrehjemmet i Melk og Tulln.

Intet mindre end en kollektiv gør-det-selv-æggekoger. Hvor smart var det?! Stor optur!

  

Nedture

Oven på begejstringen tager vi lige tre nedture.

Nærdødsoplevelse er overskriften på den første.

Det gode vejr – kombineret med en pinsefridag – havde nemlig fået rigtig mange cyklister op ad sofaen i dag. De susede forbi os og imod os i tætsiddende cykeltøj, som om de varmede op til Tour de France.

To gange i dag var vi centimeter fra kollission. Første gang undgik vi kun ulykken, fordi Alma var hurtig og nåede at hugge bremserne i og næsten kaste sig ind i hækken. Ellers havde hun fået tre halvtredsårige mænd (der ikke lige var i fjervægtsklassen) ind over sig. De forstod ikke at holde sig i højre bane rundt om at hjørne. Hmm..elemæbtær cykellærdom! Nå men vi klarede det.

Anden nedtur var værre. Efter vores 50 km dag til Tulln i går ville vi ud og spise. Men det er ikke sådan bare lige her i Østrig. Vi nåede at stikke hovederne ind i de første fem restauranter og cafeer – og meget hurtigt lukke døren igen – før vi endelig fandt et sted, hvor man ikke måtte skære sig igennem tyk røg. Men men men. Det var det værste mad, vi har været udsat for på hele turen! En restaurant, der var topkvalificeret til at deltage i Gordon Ramsay’s Kitchen Nightmares!

Børnene valgte pizzaer. Skinken lignede, noget der var samlet op fra gulvet på er svineslagteri, og bunderne var slatne og dynget til i salt. Line havde valgt husets specialitet – grøntsager med ostegratinering. Husets specialitet – så forventer man noget lidt spændende, ikke? Men på bordet blev stillet et fad – ostegratineret jo tak – men grøntsagerne: Gulerødder og ærter direkte hældt ud af den billigste dåse på markedet. Dertil en kyllingefilet(?) der var stegt betonhård og overdynget i en uspiselig pulversauce. Og tilberedt i et køkken af en storhostende kok… Hmmm.

Det var så skrækkeligt, at vi end ikke ville værdige et foto på det!

Øv! Og hjemme på vandrehjemmet var   posen med chokolade tom. Dobbelt øv.

Vi kom os over det – men om Jens er kommet sig over denne sidste nedtur vides ikke. Her klipper vi tilbage til teltslagningen:

…. Ups tiden udløb. Fortsættelse følger!

Dette indlæg opdateres i aften