“Mor, hvor skal vi sove i nat?”, spurgte vores ældste barn forleden. “Det ved jeg ikke“, svarede faderen.

Den ældre generation ville nok påpege, at det snart er på tide med lidt Ro, Renlighed og Regelmæssighed i de børns liv! Og hånden på hjertet, det har ikke ligefrem været de tre ord, der har været styrende for denne tur!

(Vi har kørt mere efter de tre F’er: Frihed, Fornøjelse og Fede oplevelser!).

Spørgsmålet – om hvor vi skulle sove i nat – blev i øvrigt stillet, da vi (d. 28/5) forlod Wien og skød etape 4 igang. Distancen til Bratislava var ca. 68 km – lige i overkanten til én cykeldag – så vi skulle overnatte undervejs.

Men strækningen havde ingen campingpladser, så vi måtte finde indendørs overnatning midtvejs. Men havde ikke booket noget på forhånd.

Dagen startede derfor uden en klar slutdestination.

En beslutning, der viste sig at være rigtig god: Vi fandt nemlig et overnatningssted i absolut topklasse. Et sted, som kun eksisterede, grundet to af demokratiets vigtigste elementer: Forsamlingsfrihed og politikeres lydhørhed. Og så lige lidt EU støtte.

Før vi nåede dertil, måtte vi dog bl.a. klare et længere stræk på turens hidtil mest elendige asfalt (ovenfor). Humbe-bumbe-humbe-bumle sagde det 15 km i træk – mens stien forstatte ligeud, ligeud og ligeud i det uendelige. Med skov på begge sider. Her må man godt sige “ensformigt”….

Man skulle ikke tro det, men vi jublede faktisk, da underlaget skiftede til grus!

Gustav blev i så godt humør, at han gav sig til at lave bremsespor. Ret mange. Og ret lange. Baghjulet skred ud på den helt rigtige måde.

Så er der stadig overskud i benene, når man gider accelerere, bremse, accelerere, bremse osv. selvom triptælleren har passeret de 35 km.

Ja, han ser fornøjet ud. (Ser man spejlingen i brilleglasset?)

Nå men tilbage til EU-støtten og demokratiet.

Vi passerede nemlig en henvisning til en teltplads, som ikke var markeret på kortet. Lå lige ned til floden, i helt rolige omgivelser – og ingen andre campister. Så slår man til!

Og her – midt i ingenting – havde de lokale myndigheder opført et toetages byggeri på stolper, med soldæk, borde-bænke og fremragende udsigt. EUs regionale udviklingsstøtte er vi bestemt fans af!

Og dét med demokratiet: Området viste sig at være en stor nationalpark. Skabt i kølvandet på titusinde menneskers belejring af området i protest mod opførelsen af et vandkraftværk.

Der er virkelig meget at tale om, når man er på tur. Her fik vi endnu engang vendt emner som folkestyre og fællesskab.

Teltpladser er som oftest fabelagtige åndehulder. Typisk skøn natur, fredelige og uden andre adspredelser, end dem, man selv finder på. Her gik eftermiddagen med brygning af hyldeblomssaft (gik helt fint uden køleskab, sukker og flere dages venten) og mudderleg i vandkanten.

Ulemper er der selvfølgelig også ved teltpladser. F.eks. at man ikke kan komme af med sit affald. Vi plejer være ret omhygelige med ikke at have noget liggende i teltets apsis og i øvrigt lukke madtasken hermetisk, så vi ikke får ubudne gæster i løbet af natten. (Og så selvfølgelig transportere det hele med videre dagen efter.)

Her havde vi samlet affaldet i en dobbelt lukket pose og stillet den under bænken oppe på øverste “dæk” til videre påfyldning næste morgen.

Men da vi stod op, ventede der os dette syn:

Vi diskuterede længe, hvilket dyr, der havde været på besøg hér. Pindsvin blev – som det eneste – udelukket, da vi var i anden sals højde. Ellers blev anklagerne rettet mod både krager, ræve, rotter og mus. Svaret fik vi aldrig, da ingen kom forbi for at afgive øjenvidneberetning.

Efter affaldsoprydningen kunne vi nyde denne udsigt:

….Og så var vi klar til en ny dags oplevelser.