Ingolstadt er Audis hjemby. Bestemt ikke noget, der er gået os forbi. 2/3 af alle biler her, synes at være af dét mærke. Vi er nu i det rige Bayern!

Beskidte og svedige nåede vi Audis fabrik og besøgscenter i Ingolstadt tidligere på ugen efter 30 km i sadlerne i en luftfugtighed, der nærmede sig 99%.

Super heldigt: 20 min før en fabriksrundvisning. Vi skyndte os at melde os til. Selvom vi nåede en hurtig håndvask og glattede håret lidt med fingrene, faldt vi noget uden for resten af gruppen, der var ankommet i bil (selvfølgelig) og bar nystrøgne jakkesæt og strittede med (rene!) nylakerede negle.

Guiden fortalte meget begejstret i to timer – på tysk – og uden pauser naturligvis (tysk effektivitet) – om præcise punktsvejsninger, vægtreduktion i de forskellige komponenter og kompleksiteten i kundens valgmuligheder.

Vi fik en lang rundtur i fabrikkens første og fjerde del. I første del blev bilernes karosserier samlet. 98% af arbejdet dér blev foretaget af robotter. Ret fascinerende! Samlebånd kørte rundt med bildele i flere etager! og overraskende nok var der klinisk rent overalt.

Fabriksanlægget kunne producere mere end 1 mio. forskellige bilvarianter. Hver eneste bil i produktionen var forudbestilt og blev således produceret lige efter den enkelte kundes ønske.

I fabrikkens fjerde del gjalt det slutmontagen. Ruder, rat, motor, gearstang, sæder etc. Her kunne man se hvor forskellige bilerne blev. Lige efter kundens ønske! 80 forskellige lakeringer, 50 forskellige fælge, et hav af forskellige typer læderindtræk, ruder, rat, radioer osv.

“Vorsprung durch Technik” gentog guiden. Jo jo!

Desværre har vi ingen billeder fra fabrikken, da fotografering var strengt forbudt. (Som om vi havde forstand til at aflure fabrikshemmelighederne!).

Efter turen fik ungerne lov til at prøve et par udstillingsmodeller. Vi stod nervøse og trippede, da de krøb ind på lædersæderne med deres semirene bukser og nysgerrige pilfingre.

Vi måtte desvære informere dem om, at det formentlig blev første og eneste gang i de kom ind i SÅ fine biler. Den ene stod til 91.000 euro (knap 700.000 kr. – tør slet ikke regne på, hvad den ville koste med de danske afgifter).

Efter rundturen stillede Alma dagens bedste spørgsmål: “Hvorfor tager de penge for bilerne, når det er robotterne der har lavet det hele?!” Dertil havde vi ikke lige noget svar. Og guiden var desværre gået….

Detaljerigdommen i guidens beretning havde ellers været stor. Gustav formåede at koge essensen sammen i den efterfølgende dags dansklektion: