Cyklede ind i Budapest i dag. Nåede vores slutdestination og var høje af eufori! Vi er bare så stolte og glade!
Men kors en dramatisk dag. Vi havde ikke forestillet os, at så meget ku’ ske på den allersidste cykeldag!
Turen bød på luftmangel, hagl så store som terninger, fire cyklister, der lignede druknede mus i drivvåde cykelshorts og sandaler, trafikale udfordringer i Budapest samt en fodskade. Og så lige ladcyklen, der blev omdannet til ambulance. Det er den korte version af dagens mest dramatiske højdepunkter. Men vi klarede det. Alle; store som små.
Og se lige hvilken megaflot bygning, der mødte os ved flodbreden midtvejs gennem Budapest!
Den lidt længere version af turens allersidste cykeldag – d. 9. juni 2015 – kommer her:
Dagen startede efter den mest groteske overnatningsoplevelse til dato.
Havde sovet på et nyt “hostel” i Vac med både værelser og teltpladser. Vi havde planlagt en teltnat, men ejeren insisterede hårdnakket på at indlogere os indendøre. Da vi ankom havde vi haft en lang og meget varm cykeldag og trængte bare til skygge, koldt vand og et bad, så vi orkede ikke at diskutere.
Det blev en grotesk oplevelse i et meget snusket hus, hos en vært, der forfulgte os i flere halve timer for at gentage husets alenlange række af regler og forbud.
Rummet, vi overnattede i, var møbleret med aflagte kontormøbler, flyttekasser og ringbind (??!!). Senge var der derimod ikke! Til gengæld var der meget varmt og mange myg.
(Vi har ingen billeder herfra – må ha’ været for lamslåede over den groteske situation).
En noget søvnløs nat – og et hurtigt og tidligt exit næste morgen. Klar til turens allersidste cykeldag: De sidste små 50 km til Budapest.
Hurtigt afsted gik det imidlertid ikke – for efter to meter konstaterede vi en punktering på det 11. hjul.
Den ellers så pålidelige anhænger havde tabt luften – rigtig dårlig timing for vi skulle nå en færge, der kun sejlede én gang i timen.
Lapning eller slangeskift var der ikke tid til, så dækket fik et hurtigt skud luft, og vi drønede derudaf. Hurtigt fladt igen. Ny omgang luft og videre.
Nåede den lille færge, og slangen blev fixet på den anden bred.
Ruten frem til Budapest var rigtig fin. Bortset fra 5 km på en stærkt trafikeret vej kunne vi køre på cykelstier og småveje frem til byen.
Knapt halvejs på dagens etape var det tid til et vigtigt photo shoot:
Her foreviges Gustavs triptæller, der netop havde passeret 1.400 km. Waaauhh!
Glæden var dog kortvarig, for få kilometer senere indtraf et af de “pedalstyrt”, som Gustav har haft en del af: En af hans fødder gled af pedalen, og han forsøgte at holde cyklen kørende og oprejst, mens han blev halvejs trukket henad asfalten.
Det er sket før – og han plejer at klare det (efter en del eder og forbandelser), men denne gang var uheldet ude. Pedalen havde ramt hans akilleshæl hårdt, og tårene piblede frem.
Og piveri var det ikke, for hævelsen kom promte, og for første gang på turen lød det: “Jeg kan ikke cykle længere…”
What to do?!
Her må der reageres efter RICE-princippet, mente moderen, og sønnike blev placeret liggende med foden opad (Rest og Elevation).
I‘et står for ice. Det havde vi ikke lige ved hånden i 32 graders varme, så vi valgte at tage sokken af (så blev foden da lidt koldere) og stille en is i udsigt senere på dagen (så kunne kulden måske forplante sig fra mund til ankel?!).
C står for compression. Men det udelukkede den lille tapre cyklist, der ikke ville have nogen til at røre foden.
Flueben ved 2 af de 4 RICE-elementer – ikke optimalt, men så må man jo finde supplerende løsninger.
Vi bukserede Gustavs cykel op på anhængeren (aldrig forsøgt før) og fik mast den skadede cyklist ned i ladet. Mellem bagage og vandflasker. Ret trængt, da der jo også skulle findes plads til Gustavs cykeltasker.
Ladcyklen fungerede fint som ambulance. Det mest underholdende midt i det hele, var imidlertid Almas ansigtsudtryk, da det gik op for hende, at hun nu pludselig ikke kunne få flere pauser i ladet!
Dermed videre i en konstellation, vi ikke tidligere havde prøvet: Alma cyklende og Gustav i ladet.
Heldigvis fortog smerten sig, og Gustav mente efter 6-8 km i ladet, at han vist godt kunne cykle igen.
Heldigt nok, for udfordringerne sluttede ikke her!
Turen ind til det centrale Budapest gik langs floden på en fin cykelsti. Vi voksne fik ondt i maverne, da vi pludselig kunne se det ungarnske parlament (byens centrum).
….og dermed kunne vi konstatere, at vi virkelig nåede vores endemål: På cykel fra Basel til Budapest. Med to børn på 6 og 8.
Et meget rørende øjeblik!
Vi fotograferede og gav hinanden high-five!
Få minutter derefter blev det mørkt! Der lød et kæmpe brag. Lyset forsvandt simpelthen, og mens vi cyklede midt på en af de store broer over Donau, åbnede himlens sluser sig.
Ud af det blå væltede det ned. Ikke bare med regn i lårtykke stråler, men også med hagl.
Og ikke små danske hagl – men terningestore isstykker, der piskede ned over os!
“Kør Gustav! KØR!“, råbte faderen. Der var ingen læ på broen, vi havde ikke andet valg – og efter 10 sekunder var vi gennemblødte. Tør slet ikke tænke på, hvor ondt det havde gjort uden hjelme og solbriller!
Uvejret fortsatte bare. Kæmpe tordenbrag, lyn, regn- og haglvejr. Efter 20 minutter klemt sammen under et lille udhæng – drivvåde og nu rystende af kulde (efter at have storsvedt i 30+ grader en halv time tidligere) løb vi over til en cafe, hvor vi sad over en time og ventede.
På toilettet vred vi vores tøj (ved I hvor meget vand “bleen” i et par cykelshorts kan suge?!), og forsøgte at få varmen under håndblæseren. Gustav hældte en dl vand ud af hver af sine sko.
Uvejret blev bare ved og ved, og til sidst måtte vi bare ud i det igen. Det sidste stykke hen til den lejlighed vi havde booket.
Kørte gennem byen i piskende regn. Vandet flød i floder på vejen, bilerne dyttede, og vi rystede af kulde.
Aldrig har et varmt bad gjort os så glade. Den aften var vi lykkelige for, at der ikke var dømt teltnat.