Så langt cyklede vi: Det samlede overblik i tal og fakta

Vi forlod Danmark den 9. april 2015 og satte vores ben på dansk grund igen den 13. juni 2015. Efter en fantastisk familieekspedition på 11 hjul. 

SÅ LANGT CYKLEDE VI

Vi har cyklet 1.430 km fordelt 43 cykeldage langs Rhinen og Donau. Inden afrejsen havde vi håbet at kunne nå op på ca. 1.000 km men med to seje børn, lykkedes det at cykle ca. 40% længere.

Alma har tilbagelagt 828 km i egen saddel og resten storsmilendende i ladcyklens lad.

Gennemsnitligt har vi cyklet 33 km pr. cykeldag.

Dagsdistancerne var kortest på de to første etaper, hvor ruten var kuperet, og hvor vi måtte tilbagelægge en del strækninger på grus. På etape 3 og 4, hvor ruten var pandekageflad, nåede vores gennemsnit op på henholdsvis 38 og 41 km pr. cykeldag.

Vores hastighedsrekort på 57 km/t blev således også sat på etape 1 (turens femte cykeldag) ned af en af de rigtig lange stejle nedkørsler i Schweiz.

De lange dagsdistancer ventede vi med til de flade strækninger gennem Østrig, Slovakiet og Ungarn (etape 3 og 4). Her rundede triptælleren 45 km en del gange. Den længste dag cyklede vi 60 km – en sveddryppende varm dag (32 grader) mellem de to ungarnske byer Gyór og Komárom.

Alma slog løbende sin egen distancerekord. Hendes udholdenhed var størst den dag, vi cyklede til Wien, hvor triptælleren på hendes lille cykel rundede 42 km. 

Triptælleren fortæller også, at vi på de 43 cykeldage har siddet ialt 114 timer og 15 minutter i cykelsadlerne. Ja, det svarer jo til, at vi i princippet kunne ha’ nået fra Basel til Budapest på knap fem døgn – hvis vi altså havde cyklet non-stop. Det havde dog næppe været så oplevelsesrigt.

LIDT EKSTRA MOTION

Ud over de 1.430 km vi tilbagelagde på selve ruten, har vi to voksne hver cyklet 275 km ekstra. Det er kilometer, der er tilbagelagt på vores overliggerdage, hvor vi har haft begge børn i ladet og har cyklet rundt i de byer og områder, hvor vi har boet.

ANDEN TRANSPORT

Ud over at rulle på 11 hjul, har vi benyttet os af tog og forskellige både/færger.

Turen mellem Konstanz og Donaueschingen – mellem etape 1 og 2 fra Rhinen til Donau – blev tilbagelagt i tog. Det havde været planen hele tiden. Hensigten var at cykle langs floderne – og ikke op gennem Schwartzwald – så her hjalp toget os.

Derudover hoppede vi på toget tre gange i Tyskland på etape 2. (Mellem Donauworth og Neuburg; mellem Munderkingen og Ulm og mellem Straubing og Passau).

Vi krydsede Donau en del gange med små cykelfærger og mindre bilfærger. Men den eneste gang, vi hvor vi reelt lod os transportere ned ad floden var mellem Weltenburg og Kelheim (8 km).

OVERNATNING

Vi havde håbet at kunne sove i telt mindst halvdelen af turens nætter. Det lykkedes!

Ud af turens 64 overnatninger tilbragte vi 45 nætter i vores telt (og her oplevede vi både nattefrost og tropenætter). De resterende 19 nætter sov vi på hostels, privat zimmers, på et høloft, i en container (!) eller i lejligheder.