Top 7: Ting, vi ikke vil undvære

Det er de små ting, man virkelig sætter pris på, når man er på tur. Her kommer top 7 over de ting, vi ikke kunne undvære

7. Vores kortspil

Syvende pladsen går til vores spil kort.  Slidt og fedtet er det, da det har været flittigt brugt til kabaler, 31, agurk, femhundrede og hjerterfri (det sidste har ungerne lært på turen). Og så har Alma udviklet en avanceret leg, hvor kortene tager på vandretur. Hun styrer alle 52 kort (=personer), der vandrer sammen ibestemte grupper. Og legen er ikke slut, før alle kort har spist, overnattet og besteget bjerget!

6. Øjerne i ladcyklens lad

 Ind på plads nummer seks kommer de specialmontetede “øjer” i ladcyklens lad. Blev fixet hos Butchers & Bicycles som et specialønske dagen inden cyklen blev sendt afsted med fragtmanden (tak!). Øjerne er monteret i kassens top og bund, og mellem dem har vi trukket en elastik. Bagage, jakker, kædelås mv. spændes hurtigt fast langs siderne, så tingene ikke rutcher rundt i ladet.

5. Hovedpuder

Her er vi lige på grænsen til luksusting. Meeen erfarne telt-ister ved, at det altid er hovedpuden, man savner, når man ligger og kryber sammen på sit underlag i teltet. Og to måneder i telt….hmm.  Ja så måtte der opgraderes. Det holdt ellers hårdt at få puderne på pakkelisten, for vi måtte gå på kompromis med vægt og volume. Puderne ér outdoorvarianter, vi har valgt markedets mindste og de kan selvfølgelig komprimeres, meeeen alligevel. Så beslutningen blev – efter lange overvejelser – at der kun kunne blive plads til to puder….til de voksne. Ja, engang imellem må man udnytte, at man har beslutningskompetencen!

4.  Genopfyldelige tuber 

Plads nummer fire indtages af disse to tuber. I dem bor peanutbutter og nutella. Tryk på tuben, og du får en god stribe pålæg direkte på dit knækbrød uden at gratte med en kniv nede i bunden af et halvtomt glas. Og når tuben er tom – hokos pokus – fyldes de bare op igen via den smarte åbne-lukke-mekanisme øverst.

3. Galileo off-line kort-app

 

Jens lyste af begejstring den kolde vinteraften i februar, da han fandt denne app. Intet mindre end et fabelagtigt supplement til det analoge papirkort, vi navigerer efter. Galileoappen er baseret på open street map. Vi har hentet kortene til de områder, vi kører igennem, har downloadet ruten og har selv lagt forskellige oplysninger ind på kortet. Som standard kan kortet bl.a. vise restauranter, sights, pensionater, camping- og teltpladser, togstationer, og ikke mindst supermarkeder. Og det er især pga. sidstnævnte, at appen formår at snige sig op på tredjepladsen: Vi har sparet ufatteligt mange timers leden efter indkøbsmuligheder, fordi vi altid kan tjekke, hvor supermarkederne ligger på dagens distance og planlægge derefter. 

2. Teltfutter

Åh teltfutter. Hvem der havde kendt til sådan nogle noget før! Med ægte dun og vandtæt bund. Varmer og luner kolde fusser i teltet (og soveposen) og var helt aldeles uundværlige de første fire uger. Ingen tvivl om, at teltfutterne er berettigede til at indtage andenpladsen! Desværre har vi kun tre par med, da en ikke-navngiven mandsperson i familien før afrejse fandt sådanne futter komplet overflødige. Men ak: Af frostvejr bli’r man klog… Der blev drømt meget om et par i str. 42 i april!

1. De grønne siddepuder

 

Ind på den helt suveræne førsteplads kommer disse fire gamle afklippede stykker liggeunderlag. De ser ikke ud af noget særligt – men skindet bedrager! De har fulgt os i 15 år på enhver ferie og udflugt. 

De vejer intet, isolerer kolossalt og er vandtætte. Bruges under bagdelen på enhver bænk, græsplæne, klippe eller på “gulvet” i teltet.

Med en siddepude under bagen, er livet bare sagen!

Med disse ord nåede vi afslutningen på hitlisten!