Tilbageblik på to testture

I dag er der præcis fire uger til afgang. Midt i travlheden med at få de sidste mange detaljer til at falde i hak, kaster vi et blik tilbage på vores to testture i 2014.

En hjørnesten i forberedelserne af Basel-Budapest-turen har nemlig været  to kortere testture. Vi ville trykprøve rejseformen med børnene og MK1´erens egenskaber som turcykel.

Testtur nr. 1
Første testtur gik fra Butchers & Bicycles værksted og showroom i København til Gribskov på Nordsjælland tur/retur. En ren voksentur over to dage i foråret 2014.

PicMonkey Collage Nordsjælland - tre på række

 

Vi kørte på MK1-pro modellen med lukket lad. Cyklen blev testet i bund på ujævne skovveje og grusstier, op ad stejle bakker (ja ja så stejle, som bakkerne nu bliver i Danmark) og i off-road-terræn.

Cyklens stabilitet med fuldt læs blev også afprøvet. Alt i alt en tur, hvor vi høstede værdifulde erfaringer.

PicMonkey Collage - Nordsjælland - fire fotos

 

Testtur nr. 2
I juli 2014 fyrede vi anden del af testraketten af: Isefjorden rundt  på fire dage med hele familien.

PicMonkey Collage - Isefjord - tre på stribe

Rækken af spørgsmål, som denne tur skulle besvares, var lang:

  • Hvor lange distancer kan vi tilbagelægge med et yngstebarn på 5 år – og stadig holde humøret højt?
  • Kan to voksencykler pakkes med alt udstyr til en hel familie?
  • Hvad motiverer børnene bedst, når bakker skal forceres og udfordringer overvindes?
  • Hvor lang tid går der, fra familien vågner i teltet til alle tasker og cykler er pakket – og vi er klar i sadlerne…..når to børn vel og mærke kan og skal hjælpe til Osv. Osv.

Dagsturene var på 30-35 km i overraskende kuperet terræn. Distancer, der gav fin tid til at spise madpakker, stoppe op og hvile ben, lappe cykler (efter op til flere punkteringer – utroligt!), se på døde muldvarper og levende dådyr, proviantere, besøge en kirke og tale om de ting, vi kom forbi.

Alma måtte på denne tur kæmpe sig frem på en gammel tung 12 tommers cykel uden gear. Stakkels barn. Men hun klarede dagligt 10-11 km på egen cykel, før hun kom op i ladcyklen.

PicMonkey Collage - Isefjord - firkant med tre fotos

Testturen med børnene bekræftede, at MK1eren giver en helt unik fleksibilitet: Når Alma er på sin egen cykel, kan hun deltage på lige vilkår med os andre. Når hun sidder i ladcyklen, kan tempoet sættes op, og vi kan bedre tilgodese Gustavs ønsker om lidt mere fart.

Vi tænker også, at der en stor tryghed i at have Alma i ladet på strækninger med tæt trafik. Og det kommer vi ud for på Basel-Budapest-turen.

Almas cykel placeres på vores Burley Flatbed anhænger, når hun sidder i ladcyklen. Et koncept, der også viste sig at fungere fint.

Ladcyklen giver os selvfølgelig også nogle udfordringer: Vi kan ikke spontant hoppe på et tog. Det bliver vanskeligere at forcere trapper og smalle passager, og musklerne kommer på prøve, når cyklerne skal løftes. Men mon ikke vi klarer strabadserne – på en eller anden måde?

Strabadser havde vi i hvert fald et par stykker af på turen Isefjorden rundt……PicMonkey Collage - Isefjord - tre uheld på række