Ser vi mon cyklerne igen?

I Budapest sagde vi farvel til vores 11 hjul. De kunne ikke komme med toget, så vi havde arrangeret hjemtransport for cyklerne og anhængeren med et fragtfirma.

Sikke ensomme de ser ud, cyklerne! Parkeret i en stor lagerhal mellem brune papkasser, mens de afventer deres videre skæbne.

…Og den kom til at se sådan ud:


Billederne modtog vi på mail fra fragtmanden, mens vi sad i toget hjemover.

Vi krydser fingre for, at de klarer sidste del af rejsen på egen hånd….

Inden hjemrejsen nåede vi en smule rundt i den ungarnske hovedstad.

      

Vi GIK rundt. Og var rystede over, hvor laaaaangsomt man kommer fremad på gåben, og hvor hårdt det er at gå rundt i en storby i 32 grader. Vi savnede allerede vores cykler. Meeeget!

Det gik op for os, at det var første gang på hele turen, hvor vi bevægede os ud på distancer over 300 meter uden vores hjul.

Heldigvis fandt vi lidt adspredelse:

    
Og besluttede os for at købe turens sidste is.

At det skulle vise sig at være den dårligste, vi havde fået på hele turen, var lidt af en nedtur. Men kravene bliver jo også store, når man har spist is i det antal, vi har, de sidste to måneder.

Ispriserne i de lande, vi har besøgt (med undtagelse af Schweiz selvfølgelig) er derimod noget, vi klapper i hænderne over. Tyskerne tager omkring en euro for en kugle, det samme gør østrigerne og slovakkerne. I Ungarn har vi set priser helt ned til 170 HUF (4 kr). Hvad der foregår i de danske isboder er uforståeligt. Her må man smide næsten en hundredelap, hvis familien skal ha is med bare en enkelt kugle. Nå – ikke mere brok.


Der blev også vinket farvel til Donau, der jo har været vores rejseleder de sidste  mange uger. En lidt vemodig stund.

Fredag d. 12. juni tjekkede vi ud af Budapest og hoppede på toget nordpå.

Et fantastisk familieeventyr havde nået sin afslutning.

24 timer senere landede vi i Aarhus. Et hold venner overraskede os på banegården med danske flag – og naboen havde sørget for velkomst på døren.

Så bliver man jo rørt!