Forfølgelsesvanvid, turens bedste campingplads – og den femte deltager


En gang i mellem er der ingen sammenhæng i de ting, man fortæller. Sådan er det også med dette indlæg: En gang blandede bolcher – eller et greb i rodekassen, om man vil. 

Semmels  

De her skrækkelige boller forfølger os! På samtlige steder, hvor vi ikke selv har stået for morgenmaden, er vi blevet udsat for disse semmels. De gør intet godt gør for evnen til at klare dagens distance. Vi mødte dem på det tussedyrevandrehjem i Schweiz, på vandrehjem i Tyskland, på privat zimmers her i Østrig – og har en ret god næsefornemmelse for, at vi også bliver konfronteret med dem i morgen tidlig her på vandrehjemmet i Melk.

Heldigvis har vi kontrollen over morgenmaden langt de fleste morgener. Nemlig når vi vågner op i teltet. Så står den på æg! Basisvarianten er scrambled eggs med pølser, mayo og grøntsager – og når det skal være luksus: Pandekager! Med nutella!


Se dét er epo til benene!

Turens bedste campingplads

De her camping-awards er ikke givet uden grund. De er fra campingpladsen ved Au an der Donau ca. 35 km øst for Linz. 

Denne campingplads indtager pt. den ubestridte førsteplads, når det gælder de campingpladser, vi har boet på indtil videre.

Vi nævner campingpladsens næsten uendelige fortræffeligheder:

  • Stort, roligt beliggende teltområde med træer (der giver både skygge og mulighed for at ophænge tørresnor), borde-bænke (så man ikke behøver sidde på jorden), et overdækket areal også med borde-bænke (til regnvejrsdage) og så er teltområdet adskildt fra campingvogn-området (så man slipper for biler og campisternes radioer)
  • Adgang til en stikkontakt på teltpladsen (wauh!!!)
  • Adgang til et køleskab (dobbelt waauh!!!!)
  • Ingen trafikstøj (bestemt ikke noget, man kan tage for givet)
  • Beliggende lige op ad Donau Radweg
  • En lille sø og en robåd, man ku’  låne
  • En “tivolilegeplads”: Stor og med ting, man sjændent finder på legepladser
  • Meget venlige ejere
  • Gratis wi-fi på hele området
  • Meget billig

  

    

Forsikringer og hvad man skal med dem; Gæt-et-dyr; Hvilken-sportsgren-vil-du-helst-være-verdensmester-i? og Landspolitik.

Dét er bare nogle af de emner, vi har drøftet, mens vi har cyklet. Og det gode er, at mange kilometer foregår på cykelstier langt fra bilerne, så trafikstøj overdøver ikke de dybe samtaler, og man kan koncentrere sig om at tale, mens benene næsten bevæger sig af sig selv.

Vi har også diskuteret, hvilket kæledyr, vi hver især helst vil have (og her tæller høns altså ikke som kæledyr!). Og så har hulebyggeri været på dagsordenen rigtig mange gange. Altså rigtig rigtig mange gange. Vi står overfor to ret avancerede projekter i haven, når vi kommer hjem! Tegninger af byggeprojekterne samt lister over de ting, der er nødvendige for at realisere dem foreligger i børnenes dagbøger.

Hulebyggeridiskussionerne afledte i øvrigt første spørgsmål om, hvornår vi kommer hjem igen.

Det femte tour-medlem

Ham her er turens femte deltager. 3/4 af familien er ramt af Harry Potter-feber! Der er læst 1000-vis af sider de sidste par uger – og vi er særdeles glade for, at e-bogen er opfundet!! Ellers havde han været noget tung at ha’ med på slæb!